WeysesMinde_1916

Kreatur“ . løvrigt er denne Tale forsaavidt aldeles dun­ kel, som Weyse var omgivet af sande, deltagende Venner, og enkelte fra gammel Tid, som Fru Gyllem- bourg og Heiberg, ikke at tale om Hertz, levede jo endnu. Han havde ingen Forlængsel efter Døden, men sagde, at man vidste, hvordan man havde det, ikke hvordan man fik det. Men han var tilfreds med, at han havde levet den længste Tid af sit Liv. „Thi galt er det nu, men galere vil det blive, Følelsens Tid er alt for længe siden forbi. Den nuværende Tid skal være Forstandens. Vil man kalde det Forstand, at Enhver praktiserer den krasseste Egoismus — for mig gjerne; men maa jeg bare være fri for den saa meget som muligt. Fornuf­ ten kjender idetmindste ikke det ringeste til slig For­ stand“ . Han skrev til Müller, øiensynlig greben ved en stor Sorg, en Bekjendt af denne havde haft: „Uagtet man fra Barnsben af med et opmærksomt Øie maa se deslige Begivenheder saa tidt omkring sig, at man burde blive vant til den Tanke, at ingen varig Lykke finder Sted her i dette Opdragelses Liv, og at Alt, hvad vi tro at eie, er kun givet os tillaans, er det dog derfor ikke mindre føleligt, naar Noget af det Laante bliver taget fra os, og den Trøst, i et andet og bedre Liv at faa Tabet dobbelt erstattet, forslaar kun lidt imod den trivielle Sætnings Virkning: en Spurv i Haanden er bedre end to Duer paa Taget“. Søren Hartmann feirede Triumfer som Klaverspiller 153