WeysesMinde_1916

Skyld, vilde han Intet høre derom. Upasseligheden var jo kommen længe efter! Han havde desuden spist meget moderat. Blandt dem, der havde skrevet Viser til Jubilæums­ festen, var Frantz Hansen, der forherligede Weyses Musik. Men en Katastrofe i deres Forhold var nær. Hansens Skavank at være umættelig havde jo forlængst stødt Weyse. Nu traf det sig, at en Dag denne laa til Sengs og Hansen spiste alene, konsumerede han, skjøndt alt var godt sødet i forveien, over et Pund stødt Sukker. Sligt Fraadseri vilde Weyse nu ikke mere taale, og han satte ham alvorligt tilrette derfor. Hansen blev fornærmet og satte ikke sine Ben mere i Huset. Weyse ventede længe paa, at han skulde komme igjen. Muller forandrede sig noget i legemlig Henseende. Han fik et herkulisk Udseende og tyk Mave. Dette Udseende tydede næppe paa Sundhed, da han plage­ des af Bylder. „Tykkere maa du ikke blive“, skrev Weyse til ham, „ellers duer Du ikke til at blive Præst; en slig har i de første Aar ma foi ikke Raad til at anskaffe sig aarlig nye Klæder. Det var overalt det Bedste, at Du lod dem gjøre af Trikot, thi det udvi­ der sig meget bedre efter Kroppen end Klæde“. Zart af Helbred var han bleven. „Ach Du barmherziger Strohsack!“ udbrød Weyse til ham, „hvad er han dog for en ynkelig Pjalt! Altid har han ondt, snart i den ene, snart i den anden Ende. Og hvoraf kommer det? Deraf, at han forkjæler sig med den skrækkelige 148