WeysesMinde_1916

til hvem han sagde, at han troede at have set ham før uden at erindre hvor; hertil knyttedes den Historie, at en Mand engang havde sagt til en Anden, at han troede at have set ham et andet Sted, hvorpaa den Anden svarede: „kan gjerne være, men idag ser De mig i Ansigtet." Med Hertz var Weyse ingenlunde altid enig. Han havde ligeoverfor Hertz noget af en fordringsfuld On­ kel, der vil have Alt paa sin Maade. Han var vred over, at Hertz’ Flegma gjorde, at han tidt ikke i rette Tid fik Underretning paa Forespørgsel, om han kunde faa sit eget Værelse, eller om han maatte lade sig nøie med Konfirmationsstuen, som" han ikke kunde fordrage at ligge i. Han kaldte ham den dovneste af alle sine Korrespondenter. „leg kunde baade dø og blive begravet med Kirkesang og Klokkeklang, saa det rungede gjen- nem hele Sjælland, han hørte det ikke eller tog i det mindste ingen Kotits deraf“ . Begge havde stor Interesse af Haven, men derved gaves Anledning til Strid og Uenighed. Rigtignok var Weyse utrættelig i at søge i Kataloger efter alle de Buskvækster og Blomster, Hertz ønskede; han tog den store Beslutning at ville forære ham en Del efter Ka­ taloget fra Flottbæk, men da den første Side alene løb op til 100 Rdl., maatte det opgives. Saa skrabede han sammen fra gode Venner, hvad han kunde. Men deres Smag var uheldigvis forskjellig, kun at Weyse lovpriste hans Roser og kunde nævne en Mængde deraf ved deres specielle Kavne. Syrener savnede han næsten 140