WeysesMinde_1916

Den rare Præstefrue vidste godt at paaskjønne hans Dygtighed i Madlavning og vilde gjerne have ham til at blive, naar der skulde være stort Herreselskab, Det var heller ikke saa vanskeligt. Saa skrev han til En eller Anden hjemme, at Reisen var udsat og, da Hu­ møret var straalende, paa Vers den 17. August 1840: „Vel O rganisten spaar, Men P ræ stem and en ra a ’er. E xem pli g ra tia : idag C. E. F . W eyse T il Kongens K jøbenhavn sig agtede at reise. Da sagde P ræ ste n : stop! bliv h er til Løverdag, Weyse kunde nu tænke paa sin Pynt, „saa jeg paa Fredag kan fremtræde for Selskabet wie ein Bräutigamaus seiner Kammer, saa Enhver forbauset man exklamere: „H il Dig i straalende P ra g t, W eyseiandrio Christoforus! Gid Satu rnu s m aa slide sin Tand paa Dig, evige Y ng ling !“ Gildet løb fortræffeligt af, og Weyse gav betydelige Bidrag hertil. Han fortalte om det Rygte i Kjøbenhavn, at Stænderne var bleven anmodede om at indgaa med en Petition til Christian V III om igjen at forene de tre nordiske Riger, hvilket opvakte megen Latter og gav Anledning til, at man for Løier delibererede om, hvordan Stænderne vel skulde te sig i slig Forlegen­ hed. Under den høinede Stemning saae Weyse en Herre, 189 Da b ring er jeg dig hjem i egen Eqvipag, T h i jeg skal sige Dig, jeg skulde inv itere P a a F red ag til en Smaus Biskoppen, Ørsted, flere H onoratiores hid, H r. Salicath, Tutein, D alstrøm etcetera, th i bliv, du gamle D reng “.