WeysesMinde_1916

Hunde-Kulde, om muligt endnu værre end forrige Gang. Den rageknivskarpe Sydvestvind blæste gjennem alle Klæder, ja „gjennem Marv og Been ligetil Sjælen“ , saa Tænderne klaprede i Munden. Fodposen holdt dog Fød­ derne varme. Imellem Hedegaarden og Koskildehvile laa der paa Veien en Mængde opkjørte Sten, hvor det gik Skridt for Skridt, men alligevel stødte Vognen, saa „Lever og Lunge var færdige til at vandre ud i den vide Verden gjennem Halsen“ . Efter 8 Timers Kjørsel kom han til Roskilde Kl. 77 2 og blev modtaget med Glædesudbrud. Den lille Betty vilde ikke tilsengs, før­ end hun havde set Onkel Weyse og kysset ham. Men al den Meen, han fik af den haarde Reise, var en dygtig Hæshed, som han haabedc snart at kurere med Brystthe og en Strømpe om Halsen. Gjaldt det Reisen tilbage, saae han i Reglen — thi Undtagelser var der — ikke Landevejen i Rosenskjær. Da kaldte han den grusom kjedsommelig og næppe meget bedre end den Ørk, hvorigjennem Israeliterne vandrede i 40 Aar. Een Gang glemte han den over en frygtelig Kval, som han besang. Det laa langt til­ bage i Tiden, da han med Biskop Munter kjørte i luk­ ket Karet til Kjøbenhavn.

„Jeg gav m ig nu med B ispen saa sm aat i Snak, Da tændte h an sig en umaadelig P ib e Tobak, Og sn art blev Vognen fy ldt med saa fæl en Damp, A t jeg v ar ved at kæmpe Dødens Kamp. Den Røgen og Smøgen og Dampen fik aldrig Ende, Og tæ nk ! af saadanne P ib er h an røgte tre n d e “.

186