WeysesMinde_1916

kilde bragte ham Sundhed. „Her er saa deiligt, saajeg alt i et Par Dage er bleven et bedre Menneske Hvad Under, at han endnu i sine sidste Aar trodse­ de Vinterkulden og, naar det skulde være, kjørte paa aaben Vogn — Dagvognen — fra Kjøbenhavn til Ros­ kilde. Saaledes 9. Januar 1841 i Selskab med Niels Hartmann. „Men jeg skal splintre mig nok tage mig i Vare for at gjøre slig en Tur igjen paa en aaben Vogn i saadan en Rageknivsblæst; uagtet min tætte Indpak­ ning var jeg tilmode, som om jeg sad paa Vognen in puris naturalibus“ . De bedede i Veirmølle Kro, hvor Weyse til Værtindens Mishag satte et surt Ansigt op til at skulle betale to halve Snapse, som om det var to hele, desuden var Smørrebrødet slet. Da de atter sad paa Vognen, faldt det ham ind at slaa Paraplyen op, hvilket lunede mod den fæle Vind. Bundforfrossen kom han til Roskilde. Et godt Traktement, en Boston om Keiserens Skæg, som altid var Indsatsen, med Hertz, Overlærer Friis og Jfr. Giessing, som varede til Kl. 11, formaaede ikke at optø hans af Kulde stivnede Krop. Først en Time efter at være gaaet til Sengs kom der Liv og Varme og derpaa Søvn. Den næste Dag befandt han sig fuldkommen vel. Han lod sig ikke belære af den vundne Erfaring og drog atter ud den 15. Marts paa aaben Vogn. Da hav­ de han rigtignok smigret sig med, at Foraaret var be­ gyndt, men han fik noget Andet at vide. Han fandt Stadsgraven og Damhussøen tilfrosne og hele Veien „paa det Juleligste“ broderet med Sne og Is. Det var en 185