WeysesMinde_1916

maatte med en vis Besvær ryddes af Yeien. løvrigt vedblev Weyse troligt uden Hensyn til det Passerede at gjøre, hvad han kunde, for at stemme Hr. Theodor naadigt overfor Huslærerpladser. „I Henseende til din monomane Frygt for at blive Huslærer, da maa Du stræbe at aflægge den og med Resignation vente, hvad Skæbnen har bestemt. Du kan være forsikret om, at det dermed er som Jean Paul siger: Leider sind sie (nemlig Huslærerposter) wie Gewitterwolken, in der Ferne erscheinen sie schwarz, uber uns kaum grau“. Og han glemte ikke at anføre det ene Tilfælde efter det andet, som han havde hørt om unge Huslærere, der følte sig i den syvende Himmel. Ogsaa Niels Hartmann, om hvem han, siden han fik den lille og senere den store Sølvmedaille, ytrede, at han trods hans Cynisme syntes at være dygtig, lod han marchere op med et lille Bidrag til den gode Sags Fremme. „Han lader Dig hilse “, skrev Weyse, „og la­ der Dig meddele det velmente Raad, at Du skulde se at blive Professor ved Kunstakademiet, hvortil Du godt var skikket, eftersom Du var en af de kunstigste Fyre, han kjendte. Om han fordrister sig til at raillere over Dig, veed jeg ikke, thi ved slige Ledigheder eier jeg den passende Dumhed, saa jeg aldeles ikke forstaar mig paa Skoser og Gloser“ . Ligemeget hjalp det. Da de fire Helsingørske Maane- der var forbi, lykkedes det ham ikke blot at blive fri for Huslærerpladser, men ogsaa, da han knap rørte sig, for Lærerpladser i Aarhus, Sorø og Kjøbenhavn. Han 132