WeysesMinde_1916

færdigt sidst i Marts 1808, og Stykket opførtes det næste Aar med meget Bifald. Digter og Komponist forenede sig atter og gav et Par Aar efter Syngespillet „Faruk“, der ikke op- naaede synderlig mere end en Succes d’estime. Nu var det Oehlenschlægers Tur at kritisere Komponisten. Oehlenschlæger kom altid tilbage til, at der i „Faruk“ var for lidt Melodi og for megen Harmoni, hvilket gjærne kan have været sandt, men W eyse vilde blot ikke indrømme det og ytrede, at han for 101te Gang havde gjentaget, hvad han 100 Gange havde sagt til Oehlenschlæger betræffende denne Indvending, og hver blev ved Sit. W eyse skrantede dengang saa temmelig i Modsæt­ ning til en senere Tid og saae noget bleg og sygelig ud. Hans Læge Gulbrand gav ham en Recept. W eyse saae paa den med Kjendermine — thi Lægekunsten var et af hans kjæreste Domæner som Polyhistor — og sagde: „Men Herregud, jeg har jo ikke Modersyge!“ „Du har Fadersyge og er hysterisk,“ sagde Lægen. W eyse forstummede af Forbauselse over, at det med Fader­ sygen var en af hans egne Vitser, som Lægen havde tilegnet sig. Men det legemlige Befindende kom her mindre i Betragtning end det sjælelige. Det hændtes, at han en Dag hos Maleren Kratzen­ stein Stub uformodet fik Juels Billede af hans Hjertes Dame at se. Det gjorde et besynderligt Indtryk paa ham, og først og fremmest forbausede det ham, at han ganske havde glemt, hvordan hun saae ud. Hun havde 8