WeysesMinde_1916

var et perpetuum mobile. Men han inviterede engang hele Familien fra Yallø hjem til sig. De kom 5 Mand høi. Han husede „le père, la mère, l’enfant, en tyk nourrice og en Pensionær. Vor Herre maa vide, hvor­ dan de fik Plads hos den ensomme Ungersvend, men det gik, og nu er han igjen ene“ . Det var ham drøit, at han maatte nedsætte sin maanedlige Understøttelse, 8 Rdl., til det Halve. Men han forsøgte at gjøre en Spøg ud af det og sagde: „jeg maa indskrænke mig paa alle mulige Maader, ikke lade det mindste Stykke Tøi sy hos Skrædderen, hverken spise eller drikke mere end der udfordres til at holde Legeme og Sjæl sammen, hverken reise til Roskilde eller til Vallø, selv koge mi n Mad og banke mine Klæder“ etc. Men i Vallø blev de rundelig betænkte paa Fødselsdagene, og han sendte Actonia Jordbærplanter fra Slotsgartner Petersen og en Pose af de „fortræffelige“ Tuteinske graa Ærtér og „maaske tillige brune Bønner, thi det er vor Villie, at de skulle indføres i Vallø“ . Husstanden blev forøget ved Ankomsten af en ny Verdensborger, Christen og Karen Gravesens Søn, der efter Weyse blev døbt Frederik. Weyses Fryd over denne lille Fyr kunde dristigt maale sig med selve Fa­ derens. Han agerede Barnepige, naar det behøvedes. Da Müller var paa Besøg, følte Karen sig noget stødt over, at han ingen Notits tog af Barnet; han vilde bøde paa det og tog Barnet paa Armen, men Weyse mærkede, at det trak op til et svært Uveir, snappede det hurtigt, og saa var Alting godt. Men en stor 128