WeysesMinde_1916

Han var Karens Spisegjæst for en Mark daglig og spiste sammen med de Andre. Men en Dag faldt han paa at blive meget fornærmet paa Karen, fordi hun efter Sørens Ønske havde udsat Spisningen et Kvar­ terstid. Han opfordrede hele Selskabet til almindelig Udskjældning og besørgede selv sin Del. Men Følgen blev, at Bordfællerne lo ham ud, saa han en Tidlang maatte spise alene. ;;Med Herligheden med Theodor“, skrev Weyse, „synes det at have taget en sørgelig Ende, han har i de sidste 8 Dage været fuldkommen saa mukken og uartig som i sine allerværste Lømmel- aar og været i Klammeri med hele Huset“. Dertil stødte noget Andet. W eyse havde i Roskilde gjort Bekjendtskab med en Discipel i Latinskolen, Sophus Krohn, som sluttede sig til ham, og som han kom til at holde meget af. Krohn skrev til ham engang om Ugen og holdt ham å jour med, hvad der passerede i Roskilde. Han forstod altid at fylde sine 8 Sider. „Og skjøndt de ikke indeholder en Skat af Salomonisk Visdom og ovenikjøbet er be­ skrevne paa Grønlandsk Maner, at nemlig alle Ord hænger sammen, læser jeg det dog med Fornøielse, da det er skrevet naturligt og uden Pretention og jeg nu engang har en særegen Interesse for Alt, hvad der an- gaar Roskilde“. Han lovede Krohn, som inderlig ønskede at se Kjø- benhavn, at han skulde komme og bo hos ham en Uges Tid. Han kom, og Alle i Huset syntes godt om ham, undtagen Theodor, der blev jaloux og sagde til 119