WeysesMinde_1916

alvorlige, ubevægelige Hoved roligt over den vildtbru- sende Kamp. Og Gudskelov, at hverken Orkester eller Sang eller nogetsomhelst levende Væsen forstyrrende blandede sig ind i det H e le“. Saaledes „Fædrelandet“. Som Følge af, at Liszt selv var Orkester, delte hans Numre sig i dem, han havde komponeret, og dem, han havde arrangeret. Til de sidste hørte ogsaa de Sange, han omsatte for Klaveret, ja Webers „Aufforderung zum Tanz“, som han først maatte gjøre frygtelig svær, før han præsenterede den. „Robert le diable“ prangede naturligvis paa Plakaten, og „Galop chromatique“ slut­ tede af. Ikke mindst virkningsfuld maa Begyndelsen have været ved Modsætningen mellem de enkelte Num- mere. Efter Ouverturen til Rossinis „Wilhelm T ell“, spillet som af et Kæmpeorkester, fulgte aandelige San­ ge af Beethoven og Ståndchen af Schubert. Larmen, efterfulgt af Stilheden. Ingen uhildet Tilhører kunde Andet end føle, at han befandt sig overfor det Over­ ordentlige. Det var „Fædrelandets“ Fortjeneste at frem­ hæve dette paa det Stærkeste, men Anmelderen tabte Vejret, undertiden Hovedet, ved at bestige Højder, som de Danske maatte svimle ved. I Tyskland blev en helt ny Begejstringsjargon skabt, og man veg ikke tilbage for at ligne Liszt ved et Mammuthdyr. Ogsaa „Fæd­ relandet“ fik Delirium af Begeistring. De, der kom med „Kategoriernes Kræmmeralen“, sagde „Fædrelandet“, fortjente dermed at faa Nogle over Rygstykkerne! Liszt stod uendelig høiere end selve Prume, hvor mesterlig end denne var i sin lille \ 104