WeysesMinde_1916

Ene, umulig den Anden. De lignede hinanden deri, at de havde ført Klavervirtuositeten til dens høieste Spids. Men forvexle dem var iøvrigt ikke gjørligt, hos Begge stod Personligheden i inderlig Forbindelse med Spillet. Som ung, smuk, ædel, elskelig betegnedes Thalberg af H. C. Andersen ; „man fyldes af en Storhed, kvæges af en Ko og Ynde, føler sig glad i den frie Naturs hellige K irke u. Uimodstaaeligt virkede Thalberg, naar han lod en dybere liggende Melodi ombølges af et Passagehav som af Harpetoner. A t Liszt var smuk, var Damerne enige om, men det var en Skjønhed af karakteristisk Art og med spillende Aand, han lod sig betegne med eet Ord som genial. Gik Thalbergs Kunst mod det Rene og Skjønne, herskede der en vis Djæ­ velskab i Liszts. Ved et Lykketræf havde han til nogle af sine vigtigste Fantasier Brug for Themaer af Meyer- 1 beers Opera „Robert le diable“. Havde den som paa Dansk heddet Robert af Normandiet, vilde hele Effek­ ten være tabt. Nu var det „diable“ først og sidst, al­ lerede Plakaten meldte derom. Det var en Djævel eller Bakkant, noget Vildt, Uhyrligt, han førte i sit Skjold. Han havde ogsaa modtaget mægtige Indtryk fra den sælsomme, store Violinist Paganini, hvis troldomsagti- ge, vilde Spil og mysteriøse, næsten skrækindjagende Personlighed skabte egne Rygter om ham. Liszt til­ hørte rigtignok Salonen, og for ham var Ingen bange, men han havde lært Paganini Kunsten af at lade sit Instrument lystre de utroligste Luner. Det var høist behageligt, at man kunde se saa roligt paa ham. Thi 101