WeysesBiographie

89 vedblev at staae i venskabeligt Forhold til den Tnteinske Familie. Han fandt imidlertid aldrig Erstatning for sit T a b , og der gik lang T id, som W. selv fortæller i sin Biographie, inden han koin til Ro. Han vedblev a t udøse sin Smerte i Breve til sine trofaste Venner, Carl Brun og Hermann Kramer. F ra Augsburg skriver Brun til ham og søger at opmande ham : »Hvem kan synes om«, siger han, »at høre et ungt, sundt, geniefuldt Menneske sige, at Livet kan kun have lidet Værd for h am , fordi en Pige, med hvem han selv indseer, at han ikke vilde være blevet lykkelig, havde givet ham Af­ slag. Jeg gav dig i Begyndelsen R e t , da den uventede, pludselige Skuffelse nedslog dig; men naar allerede Aar ere hengaaede siden en saadan Begivenhed, saa skulde dog Enhver have Kraft nok til igjen a t hæve sig og, istedetfor at ned ­ synke i Ligegyldighed for A l t , sætte sig nye og højere Form aal.« Af nogle tidligere Breve fra Samme skal jeg indskyde et P a r smaa Uddrag som charakteristiske for W. I et Brev fra F r e i b u r g af 25de Maj 1801 udtrykker Brun sit Savn af Samlivet med sin Ven i det gamle Hjem Sophienholm (Faderen s E jen ­ dom) i Frederiksdal, og synes a t høre Echo gjen- tage hans Fløjtes Toner. Heraf sees, at W . i tidligere Dage blæste Fløjte.