WeysesBiographie

65 dens Mode nedhængende Lokker.« Weyse var henrykt, han nærmede sig hende, løftede Lokkerne tilside og betragtede den skjønne P a nd e ; men Julie var forstemt. Dog ønskede hun at synge, og W . satte sig til Claveret. Da de havde sun­ get og spillet lidt, kom det til en Samtale. W . berørte nu sin Kjærlighed og trængte i hende. Hendes Svar var: »hun vilde være hans Veninde i højeste Maal; men aldrig mere. Vel var hun ingen Prindsesse«, men, føjede W . i Tankerne til: for den fattige Organist var hun dog ikke. Denne Betydning lagde W . idetmindste dengang i hendes Ord; senere lærte h a n , som vi ville faae at see, a t give dem en mildere Udtydning og et andet Udspring end af et koldt Hjerte. Men nu blev han opbragt og forlod hende. Da han kom hjem udøste han sit Hjerte for sin kjære Ven Kramer, samlede alle de Minder — og de vare ikke faa — som han havde fra hende, indpakkede dem tillige­ med et bittert Brev i samme Couvert og vilde bortsende dem, men Frygten for, at hun skulde brænde Brevet tilligemed de andre Sager uden at have læst d e t, bevægede ham , til a t pakke hine Erindringer i en Couvert for sig og lægge Brevet i en anden. Forsynet med begge Dele gik han til Julie, men kunde aldeles ikke blive ene med hende. Han leverede da begge Dele til en Søster af Julie med den Bøn, at hun vilde give hende dem, og gik. Brevet lød saaledes: 5