WeysesBiographie

6 4 han nogensinde, naar Skjæbnen saae blidere til ham, turde gjøre sig Haab om hendes Haand. Det Svar, Julie havde tilføjet, indeholdt en Deel al­ mindelige Bemærkninger, som: Hvem skulde ej elske en Weyse, der glimrer ved Vittighed, Genie o. s. v. Heraf skulde han nu ikke kunne uddrage noget egentlig Svar paa sit Spørgsmaal: men Den, der haaber, troer gjerne paa sit Haabs Opfyldelse, og saaledes gik det W. Der var kort efter Sel­ skab hos Julies Forældre. Man ønskede, at de skulde spille og synge; de gjorde det. Da de vare færdige, fjernede tilfældigviis Selskabet sig, og de bleve ene. W. stod op fra sin S to l, om­ favnede hende og vilde kysse hende, men hun vendte sig kold fra ham. Dette smertede ham; han bebrejdede hende, at hun misbrugte sin Magt over ham og gik. Neppe var han kommen uden­ for Døren, før Julie ilede efter h am , kastede sig i hans Arme og trykkede brændende Kys paa hans Læber. Der blev ikke vexlet et O rd , men W. følte sig som det lykkeligste Menneske. Dog, det varede ikke længe. Snart var hun tilbage­ holdende, snart imødekommende. Engang vare Forældrene udbedte i Selskab, og Julie var ene hjemme, da hun først sildigere paa Dagen skulde i et andet Selskab. Dette vidste W . og kom. »Der« — fortalte W. i sit 59de Var med Ungdomsvarme til en Ven — »stod hun, iført en sort Silkekjole, med de lange so rte, efter Dati-