WeysesBiographie

173 Grøden var lavet, og Moderen gik, Den til sin Datte r at bære; Hjertelig Tak hun af Signelil fik: »Moder, velsignet du være!« Moderen blev saa hjerteglad, Signelil spiste det hele Fad, Sank saa i Dødens Arme, Himmelen sig fo rbarme! Op sprang Døren, og blodig og bleg E lskerens Gjenfærd sig viste, T raadte til Signelil, studsed og skreg: »Ak, hun tildøde sig spiste! V a r det din Troskab, du falske Mø? Burde du ikke af Længsel døe Som det er Skik i Norden?« Aanden sank vred i Jorden. Mod’ren af Skræk fik Apoplexie, Livløs hun segned paa Tillje. Midnattens Maane gik Ruden forbi, Saae paa den stakkels Familje. Maanen vender sit Ansigt bort, Natten bliver nu ravnesort,

Rædsomt Uglerne tude! Hermed er Visen ude.

Severus S.