WeysesBiographie

171 umiddelbart hører til Handlingen, (den af Schiller tilføjede Scene er ikke o v e rs a t); det stod altsaa Componisten frit for, ikke a t tænke sig dem som almindelige Hexe, men som Væsener af en ædlere Betydning, som Tryllerinder eller Sendebud fra dem, eller som ubestemt charakteriserede R e d ­ skaber, som det er tvivlsomt, om de tilhøre Jorden eller ikke. E fter denne Opfattelse syntes det mig passende, at give Musiken dette mørke, gru­ opvækkende Udtryk. Jeg erindrer at have læst, at paa flere Steder i Tydskland, hvor Macbeth er blevet givet, Hexescenerne have opvakt mere L a tte r end Gru, saa at endogsaa det Ønske er blevet yttret, at udelade dem som ikke tragiske. P a a det danske Theater var dette nu aldeles ikke Tilfældet. Hexene vare her paa phan tastisk Viis costumerede i so rt, med ildrøde Figurer besat Krepflor; naar de udbredte A rmene, syntes de at have F la g e r- muusvinger; Ansigterne vare zigeuneragtigt smin­ kede ; deres Sprog var skarpt og monotont. S a a - ledes passede det Ene til det An d e t, og virkede stæ rk t paa Phan tasien , uden at give den Tid til at tydeliggjøre sig disse gruopvækkende, hurtig forbisvævende Væsener. — Hellerikke er det her faldet Nogen ind, at finde den, af dæmpede S trænge- instrumenter, Fago tter og Clarinetter, Horn, Trom­ peter, Pauker og Basuner con sordini ganske piano spillede Aandemarsch, for massiv og jordisk. — Jeg