WeysesBiographie

134 med Fru Heiberg om de nymodens Stykker (hun bebrejdede mig, a t jeg saa sjelden kom i The- atret), og efter nogen Disput maatte hun dog give mig R e t deri, at der i de nyere Stykker var liden eller ingen Spor af den Gemytlighed, man ikke saa sjelden fandt i de ældre; men at det der blot gik ud p a a , at lade Forstand og Vittighed — samt Malice brillere; hvorover en Professor fra den gode, gamle Tid ikke kunde særdeles glæde sig. Efter Skjæbnens allernaadigste Resolution fremdeles Eders fattige, men nøjsomme Gamle. *) W.« d. 23. Decbr. 1841. . . . . »Ellers lever jeg som E remitten paa Himalaya, og seer næsten intet Menneske hos mig. Karens nydelige Dreng, der er lutter Liv og Munterhed, er min bedste Fornøjelse. Zacha- riæ, der i forgaars efter et halvt Aars Fraværelse engang behagede at kige ind til mig, blev ganske forelsket i Drengen, og erklærede ham for et af de nydeligste Rørn, han havde seet . . . . Skjæbnen bryder sig Fanden ikke om, hverken om der ønskes med Gridskhed eller med Beskedenhed; thi ellers havde den for længe siden opfyldt mine *) ilan havde forgjæves haabet paa at vinde i Hamburger, eller i vort eget Classelotterie.