WeysesBiographie

130 bliver dog apokryphisk. Hvad der engang gjør Tingen gal, hjæ lper en anden Gang.

Gruss Frau und Kinder, Steenberg nicht minder, Samt Storm og Rode Med hver en Pode, Og paa Stiftet Vallø Hver mig kjendende Mø.«

d. 17. Septbr. 1841. »Har ikke en Smule Senep og Smør, jeg i Mandags spiste til et P a r Stykker af en uskyldig Torsk, saaledes ødelagt mig, a t jeg Dagen derpaa ikke engang kunde døje et P a r Persille­ rødder i Kalvefrikasseen! Den Skjæbne er, ma foi! Dog baade tung og vammel, At Ens Gemyt biir ungt, Mens Legemet biir gammel. Nu er jeg rask igjen, saa længe det v a r e r ........... Wilmers forespillede mig en ny, af ham compo- n eret, ret brav Sonate, og efter hans Bortgang fremtonede af mit Fortepiano et hjerteligt »Te De- um laudamus«; th i: I Kroppen gyser det varmt og koldt (Mel. »Til Roeskilde har de Kong F r e d ­ rik b rag t« ), naar Wilmers hugger som paa en Ambolt paa Weysemands Fortepiano. Dette Huggeri, som Fanden har skabt, er ellers den nyeste Mode . . . . Eders fredegode Gamle, W.«