WeysesBiographie

99 ligere min F a d e rs ) staaer »Weyses Hængeask«, plantet af ham selv. N aar W . var hos o s, stod han gjerne op Kl. 7—8; om Sommeren gik han strax ud i H a v e n , med et Silkelommetørklæde, bundet i Knuder i alle 4 Hjørner, om Hovedet. Omtrent K l .9 satte han sig gjerne til Fortepianoet og spillede en Timestid, ligesom han ogsaa gjerne spillede Kl. 5 om Eftermiddagen, og sædvanlig til »Godnat« hver Aften. Han gik ofte over i Dom­ kirken og spillede paa Orgelet. Om Vinteraftener vilde han gjerne spille et Parti Boston ; men a l­ drig om Penge. Han var overordentlig glad ved en Kjøretour til Boserup og L ethraborg, og flere af mine Forældres Slægtninge indbøde ham saa gjerne til Middagsselskab, og han var Sjælen deri. En af de sidste Gange, Weyse besøgte os, gjorde han Alvor af, hvad han saa ofte havde talt om, at udsøge sig en Begravelsesplads sam­ men med min Fader paa Graabrødre Kirkegaard; thi han vilde, at »de skulde« hvile sammen. Han sagde, da han søgte P ladsen: »Blot ikke ved et Gjerde eller en Muur, thi der er altid saa mange Snegle og Snoge; og saa maae I ikke lægge nogen tung Steen paa mit Hoved, thi saa kan jeg jo ikke trække Vejret og heller ikke komme op, naar Vorherre kalder paa mig.« Dette sidste Ønske er kun daarligt efterkommet; thi Committeen for Opførelsen af et Mindesmærke har faaet lagt saa tung en Steen paa hans Hoved, som vel tænkes kan. 7*