VorGamleHovedstad_1929

Vo r g aml e H o v e d s t a d

164

Magt, hvorved Byen vilde være blevet Skueplads for blodige Kampe; men saa lød man Bisp Joakim Rønnows Raad og søgte Forlig med Landsknægtene, Den 24, Juli 1532 sejlede en Flaade ind paa Københavns Red under Kanon­ salut; ombord paa et af Skibene befandt sig den fangne Kristian I I ; i en Ugestid forhandledes der i Helligaands Kirke med fremmede Gesandter om hans videre Skæbne, Det kan ikke have været skjult for Borgerne, at Kongen befandt sig ude paa Flaaden, og man kan gætte sig til de Følelser af Forbitrelse og Længsel efter Hævn, hvormed de saa Flaaden stævne bort fra Byen, mod Sønderborg, Den 10, April 1533 døde Frederik I ; en Herredag i København søgte forgæves i Juni og Juli at enes om Kongevalget; Bisperne og Rigsraaderne førte her det store Ord, Prælaterne fremsatte en Anklage mod Hans Tavsen, der nu havde mistet sin Beskytter, og den 14, Juli sad en talrig Forsamling paa Raadhuset for at afsige Dommen; Rigsraadet kendte ham skyldig, hvad der betød Døds­ straf; men straks efter ændredes Straffen til Forvisning fra Sjælland og Skaane, I denne Benaadning havde det københavnske Borgerskabs truende Holdning sin væsentlige Andel, Anklagen mod Flans Tavsen vakte en stærk Gæring blandt Borgerne, der ikke vilde finde sig i, at man truede deres aandelige Fører paa Livet, De rustede sig i deres Huse og henvendte sig underhaanden til Lübecks nye Borgmester Jürgen Wullenwewer, der netop laa med en Flaade ved Dragør, Han havde lige faaet Afslag af Rigsraadet paa sit Forslag om fælles Kamp mod Hollænderne og var derfor villig til at give Borgerne en Haandsrækning mod Rigsraadet, I Smaaflokke blev lybske Matroser og Soldater smuglet ind i Staden, og medens Processen førtes paa Raadhuset, holdtes Gammeltorv besat af en lar mende,‘truende Hob, der krævede Hans Tavsen løsladt. Forgæves blev nogle Medlemmer af Raadet sendt ned for at tale Folket til Rette og for at sige, at Hans Tavsens Liv ikke var i Fare; forgæves anvendtes Formaninger og Trusler; Al­ muen var sig sin Styrke bevidst og truede med at sprænge Raadhusets Døre, hvis dens Fordring ikke blev opfyldt. Opløbet maa have været af en temmelig alvorlig Natur, og et Øjenvidne fortæller: »Var der krummet et Haar paa hans Hoved, da var ikke een kommet levende derfra, thi hvorledes den menige Mand hilsede Rigsraaderne, især Biskopperne og deres Munke, da de gik fra Raadhuset, det har jeg set med mine egne Øjne og hørt med mine egne Øren,« Man lod sig ikke nøje med Hujen og Skældsord, men syntes ogsaa at ville anvende Vold; Bisp Joakim Rønnow vilde næppe være undgaaet personlig Overlast, hvis Hans Tav­ sen ikke havde ledsaget ham hjem til Bispegaarden paa den nuværende Univer­ sitetsfirkants Plads,