VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

94 ganske andre Forudsætninger, ovenikøbet opført i Sten, og at kunne gøre sligt, stempler sin Mand som Dilettant. Det engelske Spirudkasts Overførelse til et tilfældigt dansk Taarn og Omdannelse til kobberklædt Tømmerspir maatte selvsagt ogsaa volde Vanskeligheder — baade praktiske og kunstneriske. Foreløbig blev det hele Spirforetagende dog stillet i Bero. Man manglede Penge og imidlertid døde Lerche 1742. Ledelsen blev nu overdraget den frem­ ragende Arkitekt L. Thura, og snart kom der meie hai t i Sagen. Som F. Weilbach skildrer det i sit Værk om Thura, var denne i Følge Kon­ gens Ordre bundet til Lerches Spirforslag — og afhængig af Bygningskommis­ sionen som Overordnet. Da Thura ikke vilde finde sig i Formynderskab, op- naaede han af Kongen at blive Medlem af Kommissionen og han kunde nu gaa i Gang med Arbejdet med at rejse Lerches Spir, efter med stort Besvær at have faaet overladt de allerede udarbejdede Tegninger. Men netop da der skulde tages fat paa Spiret, viste der sig økonomiske Van­ skeligheder. De Midler, der straks efter Branden 1728 var stillet til Disposition var i Færd med at slippe op, og der maatte nu udskrives en Hjælpeskat til Frue Kirke og nogle andre offentlige Bygninger — ialt 12000 Bdlr., men det forslog ikke. Et Kassererunderslæb kom til, og man greb da 1742 til den Udvej at be­ fale, at alle, der opnaaede Bang, Ordener eller andre Benaadninger skulde be­ tale til Taarnets og Spirets Fuldendelse — de saakaldte »Taarnpenge«, og at alle i Veksel- og Laanebanken deponerede Midler til Skolernes Indretning maatte anvendes til Taarn og Spir, dog kun som Laan. Bangforordningen af 1744 skaf­ fede yderligere Penge til Veje — omend en Del af dem ogsaa gik til andre Foi- maal. Tilsidst fandt man paa — uden al Omsvøb og Talemaade — at diktere Priser paa Embedsudnævnelser, og efterhaanden fik man de Midler, der skulde bruges. I alt blev der af »Taarnpengene« brugt til Spiret tæt ved 88,000 Bdlr. Thura var straks paa det rene med, at Spiret vilde blive altfor højt og ustabilt i Storm. Taarnet selv var 148 Fod, — Spiret foreslaaet til 236! Men Kongen vilde nødig gaa med til at gøre det lavere. Højden blev dog noget formindsket, fra 236 til 216 Fod — altsaa 20 Fod. Men med Bette forudsaa man, at Ryst­ elserne alligevel vilde blive store, at det vilde gaa ud over Kobberbeklædningen og medføre bestandige Brud. Universitetet nægtede rentud at overtage Spiret. Først da det efter en Istandsættelse 1753—56 var bleven forkortet yderligere 12 Fod, maatte Konsistorium bekvemme sig til Overtagelsen. Thura havde haft overmaade Besvær med Haandværkerne. Forøvrigt giver Frue Kirkes Genopbyggelse et mærkeligt Indblik i Datidens københavnske Arbejds- og Haandværkerforhold. Den største Vanskelighed for de ledende Ar­ kitekter var i Almindelighed Forholdet til Laugene, der med Smaalighed og Brødnid vaagede over hinanden og forfulgte hinanden med største Nidkærhed. Og dertil kom, at selvom der var sluttet Kontrakt med en Haandværksmester, viste det sig Gang paa Gang, at han ikke var sit Arbejde voksen. Et Sidestykke til de to Murmestre, der opførte Taarnet, er den Tømrermester Joh. Martin