VesterbrosPassage

rede da be røm te have i 1870’erne. De var forskellige som nat og dag, men det gør ikke deres iagttagelser ringere. I 1876 var islændingen Eirikur Olafsson, en bonde med et vist håndelag som skribent, på besøg i København. H an skrev efter hjemkomsten En liden Rejseskil­ dring, hvori han også fortalte sine u n d r e n d e læsere i Island om Tivo­ li, som en land smand i København havde forevist ham: »Så tog Peter Bryde mig med i en sporvogn til et forlystelsessted, som h e d d e r Tivoli, det ligger i by­ ens udkan t, og der er et stort hegn med store egetræer imellem; in­ den fo r var d e r meget smukke te­ atre, og et a f dem var så strålende indvendigt, a tjeg ikke kunne fo re­ stille mig noget prægtigere i hele verden. De begynder at op træde i skumringen og slutter halv- tolv-tolv. Selvom det er bæ lgmørkt og overskyet, er hele forlystelses­ stedet strålende oplyst af utallige gaslygter. Denne aften var m enn e ­ skemængden de rinde 14.000. Det kostede 50 øre for voksne og 25 øre for bø rn at komme ind og se alt. Både d e n n e aften og alle and re var de r en masse mennesker fra England, Frankrig, Norge og Sve­ rige og fra selve Danma rk for at se og prøve forlystelserne«. Olafsson er vældig begejstret for

pantomimeteatret, hvis forestilling han skildrer meget indgående. Han sammenligner Harlekins dragt med »skæl på en levende havsild«, for hans landsmænd og læsere de roppe på sagaøen skulle jo have noget kendt at sammen ­ ligne med. Harlekin danser be ­ hænd igt med Kolombine, men går pludselig fra hende: »I det samme øjeblik kommer der en høj og kraftig mand i hvidt tøj ind på scenen, han h ar ikke no­ get hå r og skæg, hans ansigt er dækket a f en maske, kæften på ham når helt ud til ørerne, næsen lang med en stor vorte på spidsen, hans øjne var sorte og store, og på knolden havde han noget, som hverken lignede en hat eller en hue, og han så ynkelig ud. Den smukke pige blev stående stille på scenen, og den lange Jøkel går hen til hende og tager hatterædslen, som han havde på hovedet, af for hende, bukker med mange komplimenter, men hun lod, som om hu n ikke så det«. Næsten bevægelse for bevægelse gengiver han den del af pan tomi­ men »Pjerrot vanvittig af kærlig­ hed«, han og hans landsmand nå­ ede at se. Den engelske memoireforfatter, der har omtalt Tivoli fra den samme periode, er sir Edmund Gosse, der i 1872 og 1874 var på

langvarige ophold i København og lærte en lang række af vort åndslivs ypperste navne at kende, bl.a. den ald rende H .C .A nd e rs en . Gosse var mildt sagt ikke begejstret for Tivoli. Han skriver: »Da det blev rigtig aften, lå hele haven i det smukke vejr så eventyr­ ligt fo rv irrende som nogen kunne ønske sig. Og livet ud fo ld ede sig ret med sin særegent danske ka­ rakter a f vidtgående demokrati. H e r så man en arbejd smand standse udenrigsministeren for at bede om ild på cigaren; de r stod en høker og hans familie og mo rede sig over det samme skuespil som en fremmed ambassadør. For dette Tivoli med dets ro ­ mantiske men unægtelig lidet spændende morskaber næ rede danskerne åbenbart en særdeles forkærlighed. De er et roligt folke­ færd, men ha r en overdrevet tilbø­ jelighed for at klistre sig sammen. De kan ikke gå deres vej. Mens ti­ merne gik med stadig samme ens­ formige unde rho ldn ing , mød te vi de samme glade ansigter atter og atter. Mit eget selskab var umæ tte ­ ligt; hver gynge, hvert telt, hver båd skulle prøves.« E dm un d Gosse slutter sin beskrivelse af køben­ havnernes elskede have med at udbryde: »Meget nydeligt, ja, og meget dansk; men ej her, o Apollo, var bolig for dig!« 47