VesterbrosPassage

Hul, d e r fo rmend ig er opkaldt ef­ ter en vognmand ved navn Lus el­ ler Luse, et ikke uk e nd t navn i de tider. Lucie er så en forskønnelse af den gamle betegnelse, e fter­ hån d en som m a nd e n er blevet glemt. Lusemøllen var en stubmølle til det sidste, mens Store Kongens Mølle på Schacks Bastion efter en b rand blev op fø rt som en stor hol­ landsk mølle, hvor kun hætten med vingerne kan drejes efter vin­ den. På stubmøllen drejes hele bygningen omk ring en stub, en lodret akse i dens fundamen t. Kongens Mølle b ræn d te hele to gange i 1840’rne, men blev genop ­ ført og stod sammen med den mere standhaftige stubmølle vol­ denes tid ud. Da man nogle år i forvejen be­ gyndte at planlægge den store nordiske udstilling på fæstnings­ terrænet og i Tivoli, havde udstil­ lingskomitéen håbet at kunne be­ vare Gyldenløves Bastion med L u ­ semøllen som et særlig smukt parti i kanten a f det store udstillingsom­ råde; men magistraten krævede som betingelse for at leje arealet ud, at vo ldresterne skulle fjernes. Lusemøllen blev omhyggeligt n e d ­ taget i 1885 og genop fø rt u d e i Kongens Enghave. Adskillige år efter dens b ra nd Sankthans aften 1914 lagde d en navn til d en nuvæ­

rende Stubmøllevej, ved hvilken den lå, da vejen e nd nu var en del af Enghavevej mellem Vesterbro og Gammel Køge Landevej. Kongens Mølle havde i sin sidste udgave på volden en stor, g r u n d ­ mu re t underbygn ing på tre etager, der var indrettet som enk ed ron ­ ning Caroline Amalies Asylskole for Drenge og Piger. Møllen blev flyttet samtidig med Lusemøllen og ligeledes til Valby - Kongens Mølle til den senere Mølle Allé, hvorfra den få år efter måtte vige for bymæssig bebyggelse. Vesterport blev ikke bevaret så længe som de to møller, der flan­ kerede den i byens silhouet, når man så den fra vest. Militæret opgiver fæstningen I 1843, samme år som det lykkedes Georg Carstensen at trænge ind på det militære område med sit Tivoli, indgav magistraten a nd ragende til krigsministeriet om at få udvidet Nørre- og Vesterport på g run d af den stedse øgede trafik og de større og større kollektive trafik­ midler. Militæret afslog bystyrets anmodning. I 1846 foreslog arki­ tekt Herho ld t at grave tunneller gennem volden på begge sider af Vesterport, blot som passage for fodgængere, men også dette blev afslået. Endnu efter den fri forfat­

nings vedtagelse i 1849 og ophæ ­ velsen a f po rtkonsum tionen i 1852 holdt militæret på, at fæstningen skulle forblive intakt. Et par somre midt i 1840’rne havde d e r været ud lagt en p o n ­ tonbro over voldgraven tæt ved Vesterport; men nogle ænd ringe r i selve fæstningsanlægget fik man ikke lov til at foretage. E fte rh ån ­ den blev mod standen mod de snæ­ rende bånd, d e n n e lagde på byens udvikling, dog så kompakt, at mili­ tæret u n d e r det ny folkestyre måtte bøje sig. Mange har siden beklaget, at man ikke havde bevaret blot en enkelt af de gamle byporte; men folkestemningen var i den grad imod den fo rhad te fæstning, at der slet ikke var g robund for sådanne tanker og følelser. Nå r omsider det stædige militær havde givet efter, måtte det hele væk, jo før jo bedre. Det var naturligvis portene, man begyndte med, og deres nedriv­ ning blev fejret som en strålende sejr for det unge folkestyre. Vesterport blev revet ned i 1857, året efter Nø rre po rt og samme år som Amag e rpo rt og Østerport. Det hed sig, at ikke sten på sten blev ladt tilbage. Vesterports f u n ­ dament lod man dog blive og dæk­ kede det til med jo rd og brosten. Så sent som i 1978 blev det nøje u n ­ dersøgt af folk fra Nationalmuse­ 13