VedAlderstrosts_1862-1912

ALDERSTRØST VED NORREBROGADE

96

Lejeafgift. Det er imidlertid Bestemmelsen med Stiftelsen efterhaanden at lade alle Lejlighederne overgaa til Friboliger, forbunden med et Gratiale af en Rd. ugentlig og Brændsel til en Værdi af 8 Rd. aarlig; skjondt Realisationen af denne om­ fattende Plan udfordrer et Understøttelsesfond paa ikke mindre end 252,000 Rd,, vil Maalet dog sikkert kunne naas, hvis Medborgeres Gavmildhed vil støtte Fore­ tagendet med samme Liberalitet som hidtil, og hvis navnlig Foreningens Industri­ lotteri kan vedvare. En Begyndelse til det foranførte Fond, hvoraf Under­ støttelse aarlig uddeles, haves allerede i en Kapital, der med opsamlede Renter og omsat i kgl. Obligationer udgjor c, 10,000 Rd. Til denne Beretning knyttede Pastor Frimodt nogle smukke og træffende Ord om Betydningen af det storartede Arbejde, der her var udrettet. Han be­ tegnede „Alderstrøst" som en god Frugt paa Frihedens Træ, ikke blot den Fri­ hed, hvis liflige og for alle Mennesker, ikke mindst for den danske Mand, kjære Navn forjætter den Enkeltes Rettigheder og Goder, men endnu mere den sande Frihed, der lærer os Pligter og Ansvar ligeoverfor hele Samfundet, Det var en Velsignelse og en Stolthed for vort lille beklippede Land, at vi trindtom kunde opvise mange slige Mindesmærker om frie Mænds frie Sammenslutning til Fædre­ landets Nytte og deres Medmenneskers Vel; men ved sit Omfang stod dog „Alderstrøst" som noget Ualmindeligt mellem hine Mindesmærker, og der var Grund til at ønske Samfundet til Lykke med dette kraftige Vidnesbyrd om, at Friheden hertillands bærer gode Frugter. Men ikke alene en Frugt af Friheden, nok saa meget en Frugt af Kjærligheden var denne Stiftelse. Der har, saa længe Verden har staaet, været Rige og Fattige, Hoje og Lave; dette kan ikke, og dette bor ikke heller forandres. Men til enkelte Tider bliver denne Forskjel til en stor, gabende Ulighed, og netop i vore Dage er Gabet mellem Kapital og Arbejde blevet til et saadant Svælg. Ingen kan lukke sit Oje for de Lidendes Suk og Raab. Alle maa vi føle det Suk, der trænger sig frem af den arbej­ dende Mands Bryst, naar han med alt sit Slid næppe kan tjene Brødet til sig og sin Familie og ser sin Arbejdsherre i Besiddelse af de store Kapitaler. Bitter­ heden, der fødes hos Arbejderen ved Tanken om hans hjælpeløse Alderdom, er let forklarlig, og vi se ham jo stundom tage sig selv tilrette og afgjore Sagen ved Blod. Vel vente vi ikke i vort fredelige Samfund saadanne voldsomme Udbrud som nys i den store Verdensstad, men Sporgsmaalets Løsning ligger dog mange paa Hjerte. Den eneste Lægedom mod Ondet vil Taleren frit nævne uden at skamme sig derved: det er Jesu Kristi Evangelium, og det er ogsaa