VedAlderstrosts_1862-1912

KAMPEN FOR ET LOTTERI

69

cession, allerede fremkommer i Oktober 1852, men at Foreningen dog først op- naar en Koncession i 1857, altsaa et godt Aar efter Sygehjemmet. Justitsmini­ steriet stillede sig ikke velvilligt overfor Foreningen, saaledes som vi nu skulle se af en nærmere Redegjorelse for Sagens Gang. Begyndelsen er, at Urmager­ mester J. Øberg i Bestyrelsens Møde den 26. Oktober 1852 fremsætter sit tidligere nævnte Forslag, som han nærmere motiverer ved at gjore gjældende, at de be­ staaende Varelotterier ikke opfyldte deres Formaal at fremme Industrien, Leve­ rancen til dem gavnede kun nogle enkelte Industridrivende. Den burde fordeles paa et storre Antal, og det kunde gjennemføres af en Institution som Haand­ værkerforeningen, der yderligere paa bedste Maade kunde sorge for, at det mulige Overskud anvendtes til velgjorende Ojemed i Favør af Haandværksstanden. Forslaget slog ojeblikkeligt an i Bestyrelsen, der allerede tre Dage efter i et Plenarmøde af Bestyrelse og Repræsentantskab forelagde Udkast til et Andra­ gende til Justitsministeriet, og ved tre dertil udvalgte Oldermænd, Malermester Tilly, der var Foreningens Formand, Murmester Kornbech og Kobbersmed Fugmann, overraktes nu den 15. November 1852 et af 39 Oldermænd underskrevet Andragende af 29. Oktober til det nævnte Ministerium om en Koncession gjæl­ dende for ti Aar. Der er her handlet med al mulig Hurtighed. Kun vækker det en vis For­ undring, at Sagen ikke gaar frem til Foreningens Generalforsamling, men at Andragendet i Plenarforsamlingen underskrives af de forskjellige Lavs Oldermænd, skjondt de kun udgjore en Del af Foreningens Repræsentantskab. Men det har sin Interesse at se, at denne Fremgangsmaade ikke er enestaaende. Paa samme Maade skete det jo, da Lavskommissionens Betænkning i Begyndelsen af 1848 blev imødegaaet ved „Haandværksstandens Bemærkningerde indsendtes til Borgerrepræsentationen „af Oldermændene paa Standens Vegne“, medens kun Bogen, hvori de blev trykte, udgaar „paa Haandværkerforeningens Forlag", og ganske paa lignende Maade optræder, for at tage endnu et Exempel, den fra Foreningen i 1849 udgaaede Adresse imod Valgloven ikke som Haandværker­ foreningens Adresse, men som en „Oldermandsadresse". Det er, som om For­ eningen i visse store Sager vil søge at stille de samlede Oldermænd frem som en Avtoritet af formentlig storre Betydning end Foreningen selv, og — saa vil den muligvis ogsaa benytte dem i Sager, der ikke ønskes ind under Foreningens Generalforsamling, Vi skulle nedenfor se, at der her er Et og Andet, der i alt Fald peger i Retning heraf for Lotteriets Vegne,