VedAlderstrosts_1862-1912

FRA A. C. GEISLERS TID 49 gunstig. I dens første Møde efter Generalforsamlingen valgtes han, endog „efter Formandens Opfordring1 til Sekretær, og da han i sin Tak ikke undlod at betone, at han modtog Valget „paa de Betingelser, som i Foreningens Budget ere fore- skrevne“, d. v. s. med en aarlig Løn paa 100 Rd., formede det Hele sig som en fuldstændig Gjenoprejsning. Den lonnede Sekretær var Medlem af Bestyrelsen. Saaledes som Bestyrelsen nu var sammensat, vedblev den dog kun et Aar. Paa Generalforsamlingen den 11, April 1853 ønskede Malermester Tilly ikke Gjenvalg som Formand- Stemmerne faldt da paa Kobbersmed Fugmann, der imidlertid undslog sig, og det Samme gjorde Kompasmager Weilbach, der havde flest Stemmer efter Fugmann, Der blev saa indkaldt en extraordinær General­ forsamling til den 27. April 1853, og paa den samledes Stemmerne om Næst­ formanden Malermester Geisler som Formand og om Sadelmagermester P. C, Dinesen som Næstformand. De modtog begge Valget, men Geisler betingede sig dog Ret til at træde tilbage allerede ved næste Halvaars-Generalforsamling hvis han ikke mente at kunne overkomme Formandsforretningerne, Men han blev, blev endog i næsten ti Aar, Haandværkerforeningen var nu for første Gang inde i en Periode, i hvilken der var Ro om Formandsstillingen og Ro om Se­ kretærstillingen, Forholdene ved den sidste bleve nemlig endelig ordnede i Geislers første Formandsaar, Da Kramp i 1854 skulde paa Omvalg som Besty­ relsesmedlem, erklærede han i Bestyrelsens Møde den 18. Marts 1854, at han ikke ønskede Gjenvalg, men at han var villig til at vedblive som Sekretær, naar der tilstodes ham Ret til at deltage i alle Diskussioner, selvfølgelig uden nogen Stemmeret, og herefter stod han i lange Tider som Foreningens trofaste Støtte, hædret og æret som dens kyndige Sekretær til sit Livs Ende. At Geisler var Formand paa denne Tid, har sikkert ikke uvæsentlig med­ virket til denne lykkelige Slutning paa lang Tids Strid og Kiv. Geisler var ved Siden af at være en udholdende og støt Arbejder en ærlig og trofast Natur med et forstandigt Syn paa de Sager, han havde med at gjore. Han saa utvivlsomt rigtigt, da han i 1842 tilskrev Foreningens Bestyrelse, at den burde udtale sig om, under hvilke Betingelser Svendes Frimesterskab passende kunde tilraades. Det var et Punkt, som den nedsatte Lavskommission sandsynligvis vilde skjænke særdeles Opmærksomhed, det gjaldt derfor om itide at nevtralisere vidtgaaende Bestræbelser, saaledes at der ikke blev tillagt Sagen storre Betydning, end den virkelig fortjente. Men Resultatet blev som i en Række andre lignende Tilfælde en Beslutning om, at der ikke for Tiden skulde foretages Noget, Sagen skulde