VedAlderstrosts_1862-1912

148

KASPAR ROSTRUP

af Etatsraad Niels Andersen af Betydning. Efter at have nævnt en Række gode Egenskaber hos Rostrup fortsætter han: „Disse fortrinlige Egenskaber gjorde Rostrup til en ideal Næstformand, men hvad jeg personlig ganske særlig maa paaskjonne, men som jeg maa bekjende, at jeg næppe nogensinde har været taknemlig nok for for nu ved hans Dødsbaare, det er den uskromtede Bered­ villighed, hvormed han i gjentagne, ret langvarige Perioder tog hele min Gjerning paa sig og saaledes gjorde Fyldest baade for Formand og Næstformand under mine Sygdomsperioder. Derfor skylder jeg vor afdøde Ven mere Tak, end jeg nogensinde har bragt ham i levende Live, navnlig fordi jeg endnu i de nævnte Perioder følte Trang til at fortsætte min Gjerning. Dette forstod Rostrup og fojede sig beredvillig derefter". Til denne Udtalelse skal her endnu fojes en anden. Mellem de mange Tillidshverv, Rostrup beklædte, er der eet, som ikke er nævnt ovenfor, og som dog muligvis var det, han satte storst Pris paa. Fra 1896 til sin Død var han Formand i Møbelsnedkernes og Stolemagernes Voldgiftsret, stadig enstemmigt valgt af baade Mestere og Svende, og ved hans Død skrev Formanden for Snedkerforbundet Martin Petersen i „Træarbejderen" en Artikel til hans Ære, hvori det bl. A. hedder saaledes: „Rostrup var jo Jurist, og der er jo ingen Tvivl om, at hans juridiske Uddannelse ofte er kommen ham til god Nytte, ogsaa her i Voldgiftsretten; men det skal siges, at han brugte ikke Prokuratorkneb eller nogensinde gjorde Forsøg paa at stikke Noget under Stolen for at „redde Postelinet" for sine Kolleger; aabent og dristigt søgte han at vise begge Sider frem af enhver Sag, og man behøvede ikke, saa længe han sad paa den Plads, at frygte for, at der var dobbelt Bund i hvad han sagde. Rostrup vaagede over Rettens Værdighed med en vis Ømfindtlighed, og hvis nogen af den Masse Men­ nesker, som gjennem Aar og Dag mødte for Retten for at afgive Erklæring, vovede at optræde med mindre Takt, end Rettens Værdighed krævede, saa kan det nok være, at der vankede „Kanel" og ikke mindst, hvis det var en Mester. Rostrup, der var en udpræget Selskabsmand, havde indført den Kutyme, at Rettens Medlemmer en Gang om Aaret samledes paa Lavshuset til en selskabelig Sammenkomst, Han motiverede det med, at det var nødvendigt mindst een Gang om Aaret at holde en saadan Forsoningsfest, for at den Vrede, som de mod- staaende Anskuelser i Aarets Løb havde samlet, kunde ofres paa Glædens Alter", Det er ejendommeligt at høre saadanne Ord om den Mand, der var med at skabe en Arbejdsgiverforening og døde som dens Formand, men de vise, at