ValkendorfsKollegiumEfter1865

76 og »bedrifter«, men ikke har fjærneste interesse for, hvad der ligger før og efter deres tid. Jeg er dog naiv nok til at bøje mig for komitéens anmodning om et bidrag, men indskyder et advarende: »Tu l ’as voulu, Georges Dandin!« Hvor havde vi få penge, og hvor var vi ligeglade med det! Vor absolute velhaver var nuværende professor Martin Knudsen, hvis drikkepenge til pedellen så langt oversteg vi andres, og dog blev vi næsten lige så godt behandlede, selv om vi ofte skyldte den eje­ gode og hårdt arbejdende pedel Wilhelm flere »stærke«, end godt var. Egentlig fattige syntes vi ikke, vi var, vor tro på fremtiden var ukuelig, på embedseksamen følte vi os sikre og anså os ikke selv for proletarer. Vi var i midten af halvfemserne stærkt påvirket af den om sig gribende radikalisme og Hørups »europæiske« indstilling. Georg Brandes var vor store fører, og teologerne vore bitre, men højst kammeratlige modstandere i de endeløse diskussioner paa læsestuen. Den »moderne« litteratur slugte vi begærligt og førte lange samtaler om den, forsøgte os som essayister og småpoéter i den dertil indrettede protokol og følte os meget overlegne. Som Høffdings elever mente vi at befinde os på humanismens højdepunkt. I dansk politik deltog de fleste af os med iver og ventede an­ spændt de største resultater af det for hvert år mægtigere »venstre- reformparti«, i hvilket jo Hørups »europæere« var gået op, fulgte med oprigtig interesse og unægtelig nogen sans for halløjet de store møder og de dramatiske valghandlinger, som årene bragte. Men også den interne kollegie-politik blev af betydning for os. Ærgerrig­ heder banede sig ved dygtighed og intriger vej til de eftertragtede »embeder« som inspector på læsestuen og for haven, men Peter Abeli , der døde ung som adjunkt i Ribe var vor alment anerkendte autoritet som inspector collegii, velbegavet, tilpas fornem, med varm menne­ skelig undergrund, som han var. Livet i vækkerforeningen med den årlige skovtur, soldene på læsestuen og det »store« gåsegilde kort før jul gør næppe krav på særlig omtale. Vi forsøgte at være så saftige og grovkornede i taler og sange, som disse lejligheder nu engang kræver, men undertiden listede poesien sig over os en herlig aften ved Furesøe og udløste den mest traditionsbundne skærsommernatsstemning. Karakteristisk nok