ValkendorfsKollegiumEfter1865

148 Den, der ikke har oplevet en Kollegiefest, kan vanskeligt fore­ stille sig dens særlige Charme. Skal man bagefter forsøge en Ana­ lyse, kommer man ikke uden om den store Rolle, Traditionen her spiller. Unge, glade og — uden P ral — hjernesnare Studenter kan vel altid feste sammen med Udbytte; men at samles om Læsestuens Bord under Christoffer Valkendorfs løvkransde Billede og med Læse­ stuen i festlig Belysning, medens Baghaven ved Tennisbanen er illu­ mineret, er alligevel noget andet; og hertil kommer, at Festerne altid afholdtes under hævdvundne Former. Medens man endnu var ny Alumne, var det spændende at se, hvorledes disse Traditioner udfolder sig: Inspektors Tale, de særlige valkendorfske Sange, den gule Punch og Talerne — hvoraf altid en for Klinkby og en for Kvinden — under magister bibendis myndige Ledelse; senere hen var dette vokset fast som noget selvfølgeligt, som man kendte og elskede, og uden hvilket Sammenkomsten for at bruge den gamle Grækers O rd vilde være »en Fest, der ikke var nogen Fest«. Hemme­ ligheden ved det var vel, at disse Former blev os noget uundvær­ ligt, som ikke efterhaanden virkede trættende og dagligdags, men havde sit eget friske Indhold, ligesom man aldrig trættes ved Rug­ brød eller ved det daglige Samvær med sin nærmeste Familie. Min fire-aarige Alumnetid frembød næppe større Begivenheder af Betydning for Kollegiets Historie. Det, der satte sit Præg, var det daglige Liv paa Kollegiet med alle dets tusinde Smaabegiven- heder, som har efterladt Minder, der aldrig visner. At skildre det for dem, der aldrig h ar oplevet det, vilde være en Opgave, jeg ikke magter, og at berette derom for Valkendorfianere vilde være over­ flødigt. Hvor skal man begynde og ende? Kan det interessere andre at høre, at min Kærlighed til Chopin skyldes Diges Gengivelse af hans Valse en bagende hed Sommereftermiddag, eller at Kollegie- livet medførte Nødvendigheden af at sætte sig ordentlig ind i Tennis og Svømning (og for Resten ogsaa Mausel), eller at jeg lærte min Hustru at kende i en Exalumnes Hjem? Næppe! Men kunde disse Linier tjene til at understrege den Kærlighed, vi nærer til vort herlige Kollegium, der blev vort andet Hjem, og den Samhørighed, der bestaar imellem dem, der fik den Lykke at bo der nogle af deres bedste Aar, og deres Taknemlighed mod Kollegiets ædle Stifter, er Formaalet fuldt ud naaet.