VægterneOgDetGamleKøbenhavn

dem til en bestemt Tid, om endog et ægyptiskt Mørke da finder Sted; i andre Hovedstæder slukker man derimod slet ikke Lygterne, men lader dem lyse fra den mørke Aften til den klare Dag; ikke at tale om, at Kjøbenhavn, endskjøndt forsynet med nye Lygter, alligevel staaer langt tilbage i Gadebelysning for andre Hovedstæder. Saalænge altsaa Kjøbenhavn har havt Lygter, har den formodentlig ogsaa havt omtalte Formørkelses-Anordning, og ingen af de høie Vedkommende har endnu indseet: at af alle Maaner er den kjøbenhavnske Maane een af de gjen- strigigste og trodsigste, den respekterer hverken Magistrat eller Politi og ændser ikke Almanakens Bebudelser. Endskjøndt Lygteskatten opkræves med en klækkelig Summa, maae vi dog i flere Aftener vandre i Bælmørke, og det undertiden saaledes at vi ikke kunne see Haand for Øie eller finde Hjørnet af Gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og vorde lemlæstede. Det er paa slige Aftener et Held for os, at der fra saa mange Boutiquer og Kjeldere udbredes Lys over Gaderne; var dette ikke tilfældet, vilde det ikke være muligt at gaae uden Haandlygte fra det ene Sted i Byen til det andet. Man maa altsaa takke Boutique- og Kjelderbeboerne, der dog hver især maa yde deres Andeel i Lygteskatten, for dette Gode! - I de tvende sidste Maa- neder vilde den stridige kjøbenhavnske Maane ikke udbrede sit Lys over Byen; den holdt sig til Trods for Almanakens Bebudelse skjult i Taage eller Skyer, og selv ikke Aftenen før Flyttedagen vilde den lyse førend henimod Kl. 9, imedens vi arme Indvaanere snublede over Halm og Møddinger; ja man hørte endog (thi see kunde man ikke) at flere Karle med Dragter stødte mod hverandre og spolerede Flyttegodset; man kunde da ikke andet end falde i Forundring over Vedkommendes utidige Sparsommelighed især paa slig travl Aften. Vel tales og skrives der meget om Besparelser; men Alt til sin Tid, sagde den vise Salomon; at lade Indvaanerne vandre i Mørke, naar Vægtermaaneskin er bebu­ det, er en latterlig og høist utidig Sparsommelighed. Har nu denne Uskik fundet Sted i Aarhundrede(r), saa troer man med Ret og Billighed, at det maa ansees for at være paa Tiden at den endeligen vorder afskaffet, saa at det anbefales Vægterne, at tænde Lygterne forinden Mørket falder paa, og under intet Paaskud at slukke dem førend Maanen lyser klart og Luften er fri for Skyer. Hvad Lygternes Slukning Kl. 12 angaaer, vil man her ei berøre dette; dog var det (det) at ønske, at nogle flere Lygter maatte være tændte i hver Gade. Idet vi indstille Ovenstaaende til Vedkommendes gunstige Opmærksomhed, haabe vi at see den her paaankede Mangel afhjulpen, da der aldeles ikke findes nogen Aarsag, der kunde tale for at lade den vedvare.«

37