VægterneOgDetGamleKøbenhavn

Om denne bog. For en del år siden begyndte fuldmægtig Erik Schouboe, De Forenede Vagtselskaber, på Rådhusbiblioteket i København et studium af bl. a. samtlige årgange af »Politievennen« fra årene 1798 til 1845 for at af­ skrive samtlige tekster, hvori de gamle vægtere, som forsvandt i 1863, er omtalt. Resultatet blev et manuskript på over 300 sider, og heraf gengives i denne lille bog et uddrag, som bringer en række levende og karak­ teristiske billeder af livet i København - og navnlig nattelivet - i den gamle vægters tid. Det varede længe, før hovedstaden var ganske genopbygget efter storbranden 1795 og det engelske bombardement i 1807. Og forholdene var efter vor tids opfattelse stadig yderst primitive. På omslaget vil man se et »fugleperspektiv« af København, som det var ca. 1850: en lille by efter vor tids målestok, men den følte sig dog som en storstad og et forbillede for andre byer. Herom hedder det i »Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. århundrede« under redaktion af Axel Steensberg, bl. a .: København var »en afbrændt hovedstad, næ­ sten genopført i løbet af 5 år«. Og videre »I følge danske sagkyndige var København fra nu af ikke alene et forbillede for de andre danske byer, men den havde også »gjort de stærkeste fremskridt til at vorde et mønster for andre af Europas store stæder«. Dog var det også efter 1800 risikabelt at færdes i København ved aften- og nattetide. Skure, halvtage, lemme og kældernedgange, trapper og udragende gelændere dannede faldgruber for fodgængere. Gadebelysningen bestod af enkelte tranlamper, og brolægningen var slet«. Erik Schouboe har gjort opmærksom på, at H. C. Andersen i sin »Gudfaders Billedbog« omtaler lygterne som »Kjøbenhavns Natøine«. Uden tvivl har borgerne med glæde stirret mod tranlampernes natøjne. Et vældigt bælgmørke druknede jo byen og dens gader, når solen gik ned. Man oplevede dengang som nu, at løssluppen ungdom og uger- ningsmænd, skøger og deres påhæng udnyttede mørkets muligheder. Og de fredelige borgere, som vi bl. a. kender dem fra Holbergs kome­ dier - tænk blot på »Maskarade« - havde grund til forargelse over tidernes forfald.