VBergsøeDeForbistredeDrenge

72

duet og Ruderne ramlede ned. En vældig, kul­ sort Sky kom op over Trinitatis — Spiret blev borte i den. Som en brølende Drage slugte den Maanen. Der kom Bælgmørke over Kirke- gaarden, over Møllen, over mig, og i dette Mørke hørte jeg lige foran mig en smældende Lyd, som af en Pisk. „Det Hvide“ kom op bag Buskene — det hævede sig højt i Vejret, slog omkring sig med store, stærke Vinger, og i det næste øjeblik havde jeg „det Hvide“ koldt og klamt og isnende lige i Ansigtet. I Rædsel klamrede jeg mig til Stampeværkets Faldline. Da lød der et Brag gennem hele Møllen. Fald- værket gik op, Stampen faldt ned, Kvarts og Grus slyngedes til alle Sider — selv laa jeg næsegrus i Hestegangen, halvdød af Rædsel. S aa følte jeg et vældigt Greb i Nakken, en Lygte blinkede for mine øjne, og Rasmus sagde: „Er han gal? — Hvordan Fanden er det, han ligger der i Møget? — Han har da ikke været ude ad Vinduet og stjæle Lagener?“ „Er det et Liglagen?“ stønnede jeg, for dem kendte jeg fra Ingemann. „Næ, det er s’gu dem, Madam Svendsen tørrer for Folk i „Slippen“, hvordan er han nu kommet til det? Hvad vilde han påa Kirke­ gaarden?“