VBergsøeDeForbistredeDrenge
6 9
„Dødning“ havde Ingen af os rigtig Mod til at nævne. At det spøgede paa Fabriken, var jo ganske i sin Orden. Den var stor, øde og for falden nok til at huse Aander, og den havde sine bestemte Sagn, som vi Alle kendte og vare voxede op med. I den skumle Korshvælving ved Forvalterens Have var en Nonne bleven indemuret — „der stod endnu Latin over hende“ sagde Rasmus Kusk. I det gamle Brænderi havde gamle Hans hængt sig, og i det nye havde man brændt Fabrikens hvide Kat, som var smuttet ind i Ovnen „for at varme sig“ . Vi hørte den mjave og hyle omkap med Stor men, og at ogsaa den gik igen, faldt os Børn saare naturligt — den havde jo Fire at gaa paa. Men værst huserede „det Hvide“ dog i Slemmeriet og Kvartsmøllen, som vendte lige ud til Kirkegaarden. Det kom svævende ned ad Møllerens Trappe, gled forbi Kuskekammeret og forsvandt enten paa Høloftet eller i det gamle Brænderi, dér, hvor Hans havde hængt sig. Sommetider kom der noget Sort efter det, og da hørte man fra Mørket løjerlige Lyde, lige som Sudere, der smadske. Vor Kokkepige, Sine, erklærede, at hun ikke for Alt i Verden turde gaa op i Møllen; hun lod sig derfor nøje med Høloftet, „for at hente en Visk til sin
Made with FlippingBook