VBergsøeDeForbistredeDrenge

6 9

„Dødning“ havde Ingen af os rigtig Mod til at nævne. At det spøgede paa Fabriken, var jo ganske i sin Orden. Den var stor, øde og for­ falden nok til at huse Aander, og den havde sine bestemte Sagn, som vi Alle kendte og vare voxede op med. I den skumle Korshvælving ved Forvalterens Have var en Nonne bleven indemuret — „der stod endnu Latin over hende“ sagde Rasmus Kusk. I det gamle Brænderi havde gamle Hans hængt sig, og i det nye havde man brændt Fabrikens hvide Kat, som var smuttet ind i Ovnen „for at varme sig“ . Vi hørte den mjave og hyle omkap med Stor­ men, og at ogsaa den gik igen, faldt os Børn saare naturligt — den havde jo Fire at gaa paa. Men værst huserede „det Hvide“ dog i Slemmeriet og Kvartsmøllen, som vendte lige ud til Kirkegaarden. Det kom svævende ned ad Møllerens Trappe, gled forbi Kuskekammeret og forsvandt enten paa Høloftet eller i det gamle Brænderi, dér, hvor Hans havde hængt sig. Sommetider kom der noget Sort efter det, og da hørte man fra Mørket løjerlige Lyde, lige­ som Sudere, der smadske. Vor Kokkepige, Sine, erklærede, at hun ikke for Alt i Verden turde gaa op i Møllen; hun lod sig derfor nøje med Høloftet, „for at hente en Visk til sin