VBergsøeDeForbistredeDrenge

66

forsvandt under Bordet, medens Tallerkenen med Suppe, Kraaser, Boller og Gulerødder explode- rede som en Granat ud over hele Bordet. Madam Petersen rejste sig, og med de tre betydnings­ fulde Ord: „Kom saa, Hulda!“ slæbte hun min Elskede, ind i Salen. Jeg saae Intet, men jeg hørte. — O, I Guder! Rædsomt er det, at se sin Elskede troløs, men at høre hende faa Ris, især dem, Madam Petersen gav, det faar Hjertet til at bløde. Jeg brast i Graad; mine Taarer randt i Kraasesuppens sure Sødme, og da Forvalter Petersen barsk spurgte, hvad jeg flæbede for, sagde jeg, at jeg havde Ondt i Maven. Det hjalp — jeg fik Lov at gaa; men den næste Dag hævede jeg Forlovelsen —• jeg kunde jo dog umuligt have en Kæreste med Ris. ' Men, frasét slige pædagogiske Katastrofer, førte vi Børn et lykkeligt Samliv, og Legen gik i høj Jubel gennem Fabrikens endeløse Gaarde. Om Foraaret, naar Linden løvedes og Syring­ busken i Værkskriverens Have hang med bleg­ røde Klaser, da fløj vi omkap med Svalerne, der strøg hen under Kirketagets Skæg i rastløs ilende Flugt. Og hvilke Blomster var der ikke? — Aurikler, Lillekonvaller, Bellis, og i Forvalterens- Have en Stikkelsbærbusk, hvorpaa der aldrig køhi Bær. Ja, vel var disse Haver tarvelige og