VBergsøeDeForbistredeDrenge

250

Det blev en sørgelig Forestilling for den stakkels Foredragsholder, som rimeligvis havde ventet meget af sit „Foretræde“ hos Hammerich. Denne fik i sit Raseri ikke fat paa det fortvivlede Ord „Prydplante“ . Jeg fortalte en Gang denne Historie til min Hustru, og hun spurgte øje­ blikkeligt: „Hvorfor kaldte han det ikke „Stads­ plante?“ — et Ord, jeg anbefaler til vore folke­ lige Plantelæreres Opmærksomhed. Hammerich var, som de fleste af den Tids fremragende Mænd, ivrig Skandinav — det var jo Studentertogenes og Studentersangens Tid. Var „Treforken“ end kun en „Gaffel“ , saa brugte man den flittigt ved Møder og Sammen­ komster, der kun havde den Mangel, at naar en svensk Taler tog Ordet, kunde han lige saa godt have talt russisk, thi „Russerne“ forstod lige meget af begge Sprog. Ja, selv naar man ved Soldene sang Bellmans glade Sange, var det kun „en halvkvædet V ise“ — det var Melo­ dierne, som byggede Bro mellem os, Ordene gled halvforstaaede forbi. At bøde denne Man­ gel, at bringe Dansk, Norsk og Svensk til at tone i harmonisk Treklang var hans ivrigste Bestræbelse. Han udgav først svenske, saa norske Læsestykker og indførte Svensk som særligt Fag under de danske Timer. Desværre