VBergsøeDeForbistredeDrenge

247

desto bedre lærte man at følge ham, og havde man først faaet Øje for, at hans ofte ubændige Hæftighed kun fødtes af Had til det Raa og Gemene, af Iver for at fremme det Sande og Gode, saa lærte man baade at elske og højagte ham; næppe har nogen Skolemand varetaget sit Hverv med større Nidkærhed end han. Hammerich elskede det danske Sprog, og „Modersmaalet“ , som det altid kaldtes i Skolens Programmer, var hans andet Lærerfag. Det var ypperlige og fornøjelige Timer, naar han traadte op paa Katedret med et dansk Digterværk i Haanden. Holbergs brede Lune, Ewalds Sorg og Wessels spillende Vid formede sig fra hans Mund til klare, livskraftige Billeder, hvert be- aandet af sin Tidsalders særegne Karakter. Han lærte os den, i vor Tid desværre forsmaaede Kunst, at læse de danske Digtere med alvorsfuld Pietet, og Intet var ham mere forhadt end Nu­ tidens jagende Jasken efter Nyt med haanlig Tilsidesættelse af de Digtere, der have faaet hen­ farne Slægters Hjerter til at banke. „Det er bedre at læse én god Bog tre eller fire Gange, end samtidig at læse tre eller fire lige saa gode Bøger“ stod der i Skolens Bibliotek. Denne Sætning er betegnende for hans Grundsyn paa Literaturen — den skulde løfte, lette Livets Last —-