VBergsøeDeForbistredeDrenge

238

„Kommer hid, I Piger sm aa! Strengen vil jeg røre. Taarer skal i Øjet staa Naar min Sang I høre. Om sa a bold en Ungersvend,

Alle fagre Pigers Ven, Sørgeligt je g sjunger. Og nu sprang Grundtvigs Willemoes-Digt ud af mig som et tungsindigt rislende Kilde­ væld — ikke remset op, men fremsagt som Dig­ teren havde tænkt sig det. Dog — det havde nær taget en Ende med Forfærdelse; thi jo længere jeg kom frem i det vemodig-skønne Digt, desto mere blev jeg gre­ ben af dets Sorg, og desto mere blandede denne sig med min egen. Stemmen begyndte at skælve, Taarerne trillede ubevidst ned ad mine Kinder — men da jeg kom til Slutningsverset, kunde jeg ikke mere — jeg kastede mig i Krossings Favn , skjulte mit Hoved ved hans Bryst og græd ustandseligt, fortvivlet. Han tyssede paa mig mildt, kærligt og spurgte saa: „Hvorfor græder du saaledes?“ „Fordi — fordi — det er saa sørgeligt“, hulkede jeg. Jeg nævnede ikke et Ord om min Sorg, min Forladthed, min Moder — men Krossing forstod mig, thi han svarede, „Græd ikke! —