VBergsøeDeForbistredeDrenge

237

og ulykkelig. Han kaldte mig op til Katedret, og spurgte mig ud om mine Forhold paa en saadan Maade, at ingen Fader kunde have gjort det kærligere. Et haardt Ord, og jeg havde Intet sagt, men nu fortalte jeg Meget, som rørte ham, thi han klappede mit Hoved og sagde, at Alt vilde nok blive godt, hver Sorg varede kun sin Tid. Saa forhørte han sig om, hvad jeg havde lært, og spurgte mig, om jeg holdt af de danske Digtere. Han brugte ikke det dumme, fornemme Ord „Literatur“ , som enhver rigtig Pædagog vilde have sagt — nej, han spurgte om jeg kendte og holdt af de danske Digtere, fordi han iden­ tificerede deres Værker med dem selv. Da jeg svarede, at jeg holdt meget af Vers og kunde mange udenad, studsede han lidt og spurgte, hvem der havde lært mig dem. Jeg svarede: „Ingen, for naar jeg synes godt om et Digt, kan jeg det af mig selv, naar jeg har læst det nogle Gange.“ „Lad os saa høre et“ , sagde Krossing og stillede mig op med Ansigtet vendt mod Klassen. Jeg betænkte mig et Øjeblik — jeg gene­ redes af disse mange Øjne, og saa begyndte jeg: