VBergsøeDeForbistredeDrenge

219

faen er min, o g In gen h ar L o v til at lig g e i den uden jeg. N a a r je g komm er, g a a r D e !“ „Nej G u ’ g ø r je g ej! — S a a læ n g e j e g ligger i S o fa en , er det m in , o g s a a g a a r D e ,“ svarede lan g e N ik m eget frejdig. „R aser D e , M e n n e sk e !“ k la n g den and en Stemme. „H a r je g ikk e R et til at lig g e i m in egen S o f a ? “ „Jo , men ikk e M a g t — je g er m eget stæ rk ere end D e.“ „M agt! — E r D e g a l? — De vil d a ikke anvende Vold. — J e g se r m ig n ø d sa g e t til at melde D em .“ „ Ja , m eld væ k , s a a m elder je g D em ig e n !“ svarede lan ge N ik o g g a v sig til at flø jte : „D er var en G an g en tap p er M a n d .“ „ Ja , der b liver b estem t G ild e ,“ tæ n k te je g — men je g to g F ejl. Døren til S o v e sa le n blev b ry sk revet op, o g en lang, m a g e r S k ik k e lse tra a d te ind. D et v a r en temmelig u n g M an d m ed et m ø rk t P o lk a h a a r dinglende om Sk u ld ren e. H an v a r iført en tem ­ melig lase t B om u ld s S lo b ro k , b rod ered e M o rgen ­ sko og havd e en la n g P ib e i M unden . H an var m eget rød i H oved et o g sa a e i det H ele s a a vred o g oph idset u d , at ■ je g trak m ig tilb a g e mellem K om o d en o g D øren.