VBergsøeDeForbistredeDrenge

193

Doktor Crone, der var .Fattiglæge og som saa- dan vant til at se Tæring hos Smaabørn, stillede sin Diagnose derefter, og Ammen støttede den ved haardnakket at paastaa, at Barnet ikke vilde tage Næring til sig. Afmagringen tog mere og mere til, den Lille lignede næ sten et Skelet, og Moders Fortvivlelse var grænseløs. Da gik min Fader en Morgen gennem Barnekammeret, og i Spejlet saae han Barne­ pigens Billede. „Der var,“ fortalte han senere, „et saa forunderligt Udtryk i hendes Ansigt, at jeg vendte mig om og spurgte, hvad hun fejlede. Hun svarede, at hun var saa bedrøvet over, at den Lille skulde d ø ; men at det ikke var hendes Skyld. Disse Ord slog mig paa en forunderlig Maade, og da jeg kom ned i mit Laboratorium, foer den Tanke mig pludselig gennem Hovedet: „Barnet dør a f 'Sult -— huo har ingen Mælk.“ I Hast fik jeg lavet en Blanding, der kommer Menneskemælken meget nær. Jeg løb hurtig op, gav Barnet den, og den Lille tømte den med en Febertørst, som viste, at Ammens Paastand var Løgn fra Ende til anden. Desværre kom min Hjælp for sent — din stakkels Broder døde Da­ gen efter. “ Det klinger næsten utroligt, at en velstaaende Families Barn kan dø af Sult midt mellem de V. Bergsee: De forbistrede Drenge. O