VBergsøeDeForbistredeDrenge

188

de for mig indeholdt den højeste Hæder og den dybeste Ydmygelse. Vi havde faaet en dansk Stil, som hed „Min Skolevej“ . En Skolevej er ikke af op­ livende Natur, og min forekom mig særdeles tarvelig, da den baade var kort og kedelig. Jeg fandt da paa at tage Opgaven humoristisk og benyttede som Hovedperson Bonnier, en gam­ mel og overmaade griset Bogjøde i Grønnegade, med hvem Skoledrengene drev allehaande Spil­ opper. Jeg fortalte, hvorledes en Dreng, der ikke vilde betale den forlangte Pris, indvendte, at Bogen lugtede, hvortil Bonnier øjeblikkeligt svarede: „Hvad sji’er du Dreng! Lugter Bogen? — Det er s ’gu mig, der lugter,“ og deri havde han utvivlsomt Ret, thi Hvidløg gror ikke i Bøger. Den øvrige Skildring tog jeg paa lignende Maade, og det blev en meget lang S til; men da den var færdig, turde jeg næppe levere den af — jeg syntes, jeg havde gjort Nar ad Alt, end- ogsaa af Brandmajoren og Frue Kirke. Saa kom da den frygtede „danske Time“. Jeg krøb helt ned paa bageste Bænk med Hjertet i Halsen, og det sank endnu dybere, da jeg. øjeblikkeligt blev kaldt op til Katedret.