VBergsøeDeForbistredeDrenge

183

Det Aar saae jeg ikke „den graa Dame“ , men den næste Sommer havde jeg mange Gange det frygtelige Syn at se hende graa og kold, stirrende mig indi Ansigtet og ringlende med sine Gravnøgler til Sveden brast ud af mig. Det var ganske naturligt — jeg havde faaet „den lollandske Feber“ , en nu næsten ukendt Malariasygdom, og „den graa Dame“ blev de martrende Feberdrømmes Dronning. Saa kom Fader fra København og reddede mig ud af det Hele paa en mærkelig Maade. Rejseklædt traadte han ind i mit Kammer, tog mig paa sine Arme og sagde: „Nu sender vi Feberen til Køben­ havn“ . Derpaa bar han mig ind i et andet Værelse, paa hvis Dør der stod: „Her kommer ingen Feber“ . Det var jo højst barnagtigt, men det Mærkelige var, at det hjalp. Saa stor Magt har Suggestionen over et fantasirigt Barnesind.

I den gamle, troskyldige Biografi, som Johan Monrad har efterladt os, taler han ogsaa om „sin møjsommelige Skolegang“ . Mennesket lig­ ner i den Henseende sit ædle Husdyr Hesten. Først gaar Farten i kaade Spring over blom­ strende Marker ved Moderens Side, saa bliver