VBergsøeDeForbistredeDrenge

168

havde foræret mig. Paa Vejen gik han ind til en Bager og købte et Firskillings Surbrød, som jeg skulde overrække Majestæten fra Indien. Gennem nogle smudsige Gaarde kom vi ind i et skummelt Skur, hvor der sad en Kone med en Blikbøsse. Efter at have ofret vor Mark, gik vi ind bag Tæppet og saae nu en stor, uformelig graa Klump, som stak sin Hale ud mellem Jernstængerne — den kaldte Bedstefader for Snabelen. Jeg syntes ikke rigtig om Uhyret, men dette syntes aabenbart bedre om mig; thi det blev ved at stikke Halen ud efter mig. Jeg lagde Brødet i min Hue, nærmede mig forsigtig, og begyndte at pille nogle Smuler løse — det skulde jo ikke have det hele paa én Gang. Men en Elefant er Skam ingen Dumrian. Med et Snøft stak den pludselig Halen helt ud mellem Stængerne, rullede den om Hue og Surbrød, og i næste Nu saae jeg begge Dele forsvinde i et bundløst Svælg. Jeg gav et Brøl, der meget godt kunde hamle op med Elefantens, men da jeg hueløs og trøstesløs hylede op paa Øster­ gade, forbarmede Bedstefader sig over mig. Vi gik op til en Bundtmager og fik en ny polsk Hue, men senere tog han mig aldrig med, hverken til Æsler, Elefanter eller andre mistænkelige Dyr. Trods disse Udskejelser vedblev jeg dog