VBergsøeDeForbistredeDrenge

162

„Hagel, lille Tante.“ „Hagel? — Hvad er det for Noget? — Vil

Du køre med Hagel paa Vognen?“

„Ja ! — De kan jo ikke gøre noget?“ „Ikke det? — Aa, Peter! lad mig komme ned! Jeg kører ikke med den Hagelpose paa Vognen! — Ikke for Alt i Verden!“ Og da vi ikke kunde undvære Tante Ane, maatte Drewsen undvære sine Hagel. En større Rystelse havde dog tidligere ramt Kalkbrænderiet; men det var før min Tid. Herom skriver min Bedstefader: „Den 18 . August 1829 Kl. 3 x/4 Eftm. følede jeg et stærkt Stød, saa Sæbesyderiet rystede og Sparreværket i Gaarden Nr. 20 knækkede, som ogsaa fremdeles sporedes paa Kalkfabriquen, med flere andre Steder. — Tiden vil nu vel opklare denne Begivenhed.“ løvrigt var der Intet, som rystede Kalk­ brænderiet eller dets idylliske Ro. Dagene svandt som lette, lysende Sommerskyer, der tilsidst for­ tone sig i Dis over fjerne Kj^ster, hvor Minderne bo. Haven og Vænget var mig den Gang Alt — at sluttes inde paa en Regnvejrsdag var det samme som at komme i Fængsel. Huset, der havde Hjerterum til os Alle, var derfor delt i mange smaa Stuer, og af større fandtes egentlig kun „Salen“ ovenpaa med dens hvide Empire-