VBergsøeDeForbistredeDrenge

145

dringer af haarde, barske Vintre, hvor hans Skibe forliser og Magistratens Brænde slipper op; men saa kommer Vaaren og Varmen. Han følger det frembrydende Foraar, glæder sig over dets Solskin og Blomster, jubler over, at Skoven er grøn „den 9de April“ og kører ud til sin lille Jordlod „ved Krudtmøllen paa Amager“ , for at se til den dræende Rug, der i Regelen er „saaet for tykt, saa at den maa afhugges til Grønfoder“ . Men mest af Alt tiltaler ham Nordsjællands dejlige Natur. Han fortæller, hvorledes han „i Pintse-Helligdage besøger det }mdige Frederiks­ borg“ og paa Ruden finder „Mathildes Ord“ : „0 ! keep me innocent; make others great“, og hvorledes han derfra drager til Esrom og Fre­ densborg „i det yndigste Vejr af Verden“ . En saadan Landtur var for ham, den Inde­ stængte og i sin egen Natur Indesluttede, Top­ punktet af al jordisk Nydelse, og da den korte Ferie er endt, skriver han (23. Juni):

O'! at jeg atter vende skal tilbage Til Hovedstadens vilde Vrimmelbye!

A f ingen Hendt, svandt her de lyse Dage. 01 at jeg D ig, unit F re d e n sb o rg , skal flyel

Man vil maaske finde disse Linier meget betydningsløse; men jeg er overbevist om, at V. Bergsee: De forbistrede Drenge. 10