VBergsøeDeForbistredeDrenge

140

har malet ham, saaledes saae han ud, og det var vel næppe enTilfældighed, at dette Billede vakte en mer end almindelig Opmærksomhed og skaffede Gertner Indgang i vide Kredse. Men hvad Kunstneren ikke ret har faaet frem og hvad der dannede Grunddybet i min Bedstefaders Ka­ raktér, var det mildt vemodige, det kærlige — ja jeg kan fristes til et sige det fromt barnlige i Sind og Tanke. Han elskede Naturen, han elskede Børn og han elskede Musik; men han hadede Lirekasser, og særlig var „den store Tromme“ ham overmaade modbydelig. Medens man nu til Dags har sat Reklamen i System og oprettet ikke saa faa gensidige Selvrosselskaber, var Alt, hvad der hendrog Opmærksomheden paa hans Person, ham ganske [vederstyggeligt. Jeg skal anføre etExempel derpaa. Han holdt Heste og Vogn, ogsaa en stor Kane, men i den sidste tror jeg aldrig, han har været — den var Børnenes Vinterfornøjelse. Vognen var efterhaanden bleven gammel, og der trængtes stærkt til en ny, men han vilde ikke høre Noget derom. Endelig sejrede Da­ merne, og en flunkende ny Wienervogn blev anskaffet til stor Glæde for Peter, Familiens mangeaarige Kusk. Han striglede „de Røde“, pudsede Seletøjet og svingede op for Porten —