VBergsøeDeForbistredeDrenge

1 2 9

Noget, som var banlyst fra dette Hjem, saa var det alt Bulder og Bavl, al Reklame og Spræl, al „Væren med“ i Døgnets snurrende Døgnflue- liv. Det var et Hjem for stille Nøjsomhed, ihærdigt Arbejde og fast Vilje — derfor blev det lykkeligt og stort. Dette opfattede jeg kun dunkelt som Barn. Da var Hjemmet i Nybrogade for mig væsentlig Søndagens og Feriernes Hjem med milde, ven­ lige Ansigter, lysende Juletræer og klingende Kaneture. Her samledes Børnebørnene i en Flok saa stor, at den snævre Hjørnestue næppe kunde rumme dem, og derfor gik Legen ad Trapper og Gange i Gaard og i Stald, i Pakhus og Port, til Bedstefader aabnede et Vindue og raabte: „Hvad er dette her for Noget?“ — Saa listede man slukøret op, fik fat i Gnavposen eller kig­ gede i „Kukkassen“ til man faldt i Søvn. Naar jeg saa skulde hjem langs den øde, isbelagte Kanal i Mørke og bidende Blæst, mødte der mig et Syn, som altid skar mig i Hjertet. Paa Fortovet foran Vejerhuset laa under en osende Tranlygte en gammel, udlevet Kælling, saa lang hun var hen ad Fliserne og skurede en Rødsten rastløs frem og tilbage. Hun havde næppe de Pjalter, hun kunde skjule sig i, Fli­ sen var hulslidt af hendes ihærdige Skuren, V. Bergsøe: De forbistrede Drenge. 9