UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Universitetets Festmiddag.

49

Og segned Du for Svig og Vold, Vi véd det dog saa vist: E ngang skal Sandheds lyse Skjold Eorstene Mørkets falske Trold, Og R et skal over A rgelist Dog vinde Sejr tilsidst. O, Moder, hold med frejd igt Mod E ast ved din gode Sag;

Eor al din Graad, for alt dit Blod E n bedre Stund skal bringe Bod, Og end paa mangen Hædersdag Skal vaje stolt dit E lag! Professor R a s m u s N i e l s e n fik nu Ordet, og kny ttede til den afsungne Sang følgende Leve for Fædrelandet: Vort Fædreland er — vi sige det med Vemod — et lille Land, men dog et yndig t Land, et Land, hvor K jærm inderne gro og hvor F rih ed bygger. Det h ar engang væ ret mægtigt og stort, dette Fæ d re­ land, men det er længe s id e n ; H istorien klæder sine M inder i Sorg og taler om tunge Skjæbner. Som Nordens Forpost, med fiskerige Sunde, med friske Skove og frugtbare Marker, men desværre, med aabne Grænser, har det lille Land kun altfor ofte været udsat for indbrydende Vold og Overmagt, har ofte, kun altfor ofte, m aattet føle, hvad det er at mætte de Graadige og bøje sig tavs for den S tæ r­ keres Ret. Men vor Historie h ar ogsaa andre Minder, Minder, der sprede Mismodets Skygger, lysende, hæderkronede Minder, M inder om Mod i Farens Stund, om Offervillighed og mandig Daad, naar det gjaldt at værge det Dyrebare. Overmagten kan sejre, o ja, men Sejren maa betales; endnu til det sidste er Europa vort Vidne, at det endda ikke koster saa lid t at bryde et Skjold med danske Løver. For hver Mishandling, efter enhver tilsyneladende Ydmygelse h ar Forsynet hidtil forundt os E rstatning, ikke udadtil, men indadtil. Ved hvert et Vejskjæl, der minder om Fald, sta a r en Bautasten, der lover Oprejsning. Ja , vi have mægtige Støtter, H elteskikkelser paa Hav og Land, Navne med K lang i Snillets Verden, erkjendte Mestre i Konst og Videnskab, det er Stjæ rner paa Nordens Himmel,