UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Kirkefesten. 7.

F ra W ittenberg kom det løsende Ord, Den rensende Ild, den løftende Bølge : F ra nu kan i F rihed Aanderne følge Den evige Sandheds flygtende Spor. Nu rejser Stamfaderens Værk sig af n y ; Med Tankernes Maal vides Højskolens Vægge, Og tæ ttere vorder de Hørendes Række Om „ Klosterets “ Bord og i „Kongsejaardens u Ly. 8 . Frem drager Slægternes lange Karavane, Trodsende Ørkenens Sand; Skiftende Førere, F eltraab og Fane, Stræber den mod Strimen i Himmelens Rand. Gjøglende Syner har sinket dens Fod, Omveje spildte dens T id og dens Evner; A ldrig dog svigted’ dens Tillid og Mod, A ltid dog fremad den stævner. Saa vil det blive til Verdens sidste Dage: Frem skrider Aandernes Tog; Skuffet og skræm t det ej flygter tilbage, Snublende og faldet det rejser sig dog. Slægter udslukkes — saa fødes der ny’, K ræ fter opslides — saa modnes der an d re ; F rem imod Sandhedens straalende Gry Menneskeheden maa vandre. Hvorhen den søgende R idderskare stiled’, Hvor den saa fæsted’ sin Lejr, Ud fra vort Land er der Stalbrødre ilet, Delende dens Skuffelse eller dens Sejr. Mellem de herskende Folk er vi smaa, Ikkun en Torso med afrevne Lemmer; I vor forhuggede Skjoldrand dog staa Navne, som Verden ej glemmer.